4. Den kommunikative strategi
På dette trin skal du overveje og vælge, hvilke kommunikative strategier din visualisering skal benytte. Som tidligere nævnt arbejder vi med 7 forskellige kommunikative strategier, og hver af disse indebærer nogle retningslinjer for, hvad visualiseringen konkret kan indeholde af motiver, informationer og modaliteter.
Som nævnt i afsnittet om Visualiseringens 3 lag kan du tage udgangspunkt i visualiseringens formål, der blev beskrevet under trinnet Læringsmål, samt typen af læringsindhold i teksten, når du skal spore dig ind på, hvilke kommunikative strategier der vil passe bedst til din visualisering.
I dette afsnit beskriver vi de 7 kommunikative strategier, hvorefter vi gennemgår forskellige retningslinjer, der kan hjælpe dig med at udpege den rette strategi for din visualisering. Til sidst præsenterer vi, hvordan du kan bruge retningslinjerne i praksis, samt nogle forskellige forslag til indholdet af visualiseringen.