1. Læringsmål
På første trin skal du formulere et læringsmål for visualiseringen. Der findes læringsmål for faget, og måske også for det emne visualiseringen skal være en del af. Men det er nødvendigt at vide helt præcist, hvad læringsmålet er for den tekst, visualiseringen skal understøtte.
Læringsmål
Beskriv præcis, hvad den lærende skal kunne eller vide efter at have afkodet visualiseringen sammen med teksten. Det er altafgørende i arbejdet med visualisering, at visualiseringen bidrager til, at den lærende udvikler sin forståelse af det faglige stof. Så læringsmålet skal stå knivskarpt, så du, eller den der udvikler visualiseringen, konstant undervejs i arbejdet kan konsultere læringsmålet. Når du mener, du har det endelig produkt, kan du igen kontrollere, at det rent faktisk rammer læringsmålet.
Du kan i arbejdet holde læringsmålet op mod beskrivelsen af de tre lag (se Visualiseringens tre lag).
Hvad er visualiseringens overordnede formål?
I denne model arbejdes der desuden med 4 overordnede formål for visualiseringer. Visualiseringens overordnede formål har sammen med tekstens læringsindhold betydning for de valg, der skal foretages senere i udviklingsmodellen.
Nu og her drejer det sig om at udpege grundlaget for, hvilke modaliteter og kommunikative strategier der skal benyttes i visualiseringen. I denne model arbejdes der med 4 overordnede formål for visualiseringer:
- Motivation
- Information
- Træning
- Viden
En visualisering kan opfylde flere formål på en gang, men er det muligt at udpege et overvejende formål for visualiseringen, bliver det lettere at arbejde med modellens 4. trin (Se “4.d Valg af kommunikative strategier“).
Motivation
Det kan være en god idé at indlede læringsmaterialet med en dekorativ visualisering, hvis æstetik kan motivere den studerende til at påbegynde arbejdet med materialet. Brugen af dekorative visualiseringer er dog en balancegang, da de for det meste ikke i sig selv indeholder læring.
Læs mere om motiverende faktorer i visualiseringer under “5.f Motiver de studerende til at gennemføre læringsmål“.
Information
Visualiseringens primære formål kan være at kommunikere information til den lærende. Det kan være fastlagte aspekter af et fagligt emne, som den studerende skal være opmærksom på såsom formler, litteratur og data.
Træning
Visualiseringens primære opgave kan være at indgå i træning. Det handler ikke så meget om løsning af opgaver ifm. test, men mere om anvendelse af metoder (fx analyse- og udviklingsmodeller) eller konkrete værktøjer (fx software eller redskaber) . Her vil der ofte være tale om et læringsindhold, der sigter mod træning af færdigheder.
Viden
Her er visualiseringens formål, at den lærende tilegner sig ny viden. Det drejer sig primært om, at den lærende arbejder problemorienteret og får støtte til at opbygge mentale modeller over læringsindholdet, som senere vil kunne sættes i spil i forbindelse med udvikling af kompetencer.